Fakta om mus
De er fra 7-14 cm lange (plus halen) og brunlige eller grå i pelsen.. Særligt i den kolde tid er det attraktivt for musene at søge indendørs, hvor der er varme og mad.
Mus er ikke kræsne og spiser, udover hvad de kan finde af madvarer, også sæbe, stearin og endda isolering og andre byggematerialer.
Hvilke skader udretter mus?
Mus kategoriseres som skadedyr, fordi de kan sprede smitte og bakterier, forårsage skade på bygninger, el- og vandforsyninger.
De små gnavere kan komme ind stort set overalt, da de både er habile klatrere og kan klemme sig gennem selv de mindste åbninger. Når de er kommet ind, bygger de reder og yngler i f.eks. vægge eller under gulve, og deres afføring og andre efterladenskaber kan tiltrække øvrige skadedyr som f.eks. rotter.
Hvordan opdager jeg mus?
Flere sanser kan afsløre, at der er mus på spil i huset: Det kan være spor af afføring, ubehagelig lugt af ammoniak eller puslelyde, som røber de ubudne gnavergæster. Ligeledes kan huller i væggen, overgnavede ledninger og andre skader være tegn på mus inden døre.
Man opdager dem sædvanligvis først, når de har været i huset et betydeligt stykke tid og ofte har nået at bygge reder og forrette skader rundt omkring.
Hvad gør jeg, hvis jeg har mus?
Når der er konstateret mus i boligen, bør man igangsætte en udryddelse samt sikre mod nye indtog.
Hvad angår sikring og forebyggelse, gælder det om at:
- Tætne alle huller, både i jordhøjde og opad, da musene let kan klatre op ad selv glatte mure. Musens krop er så fleksibel, at den klemme sig ind gennem huller på størrelse med en blyant i omkreds. Vær især opmærksom på også at dække ventilationsudtag m.m. med net.
- Sørge for at holde højt græs ved huset nede, så musene ikke kan gemme sig her.
- Undgå at have madvarer stående fremme og opbevare al kolonial i tætsluttende emballage.
- Renholde fuglebræt og evt. udendørs bure for foderrester, som kan tiltrække mus. Det samme gælder affaldsbeholdere og kompostbunker.
Selve udryddelsen af mus kan foretages med enten gift eller fælder.