Fakta om væggelus
Væggelus er små insekter, som lever af at suge blod fra dyr og mennesker.
Det er ikke et tegn på urenhed at have væggelus – de lever lige godt i rene som i beskidte omgivelser. Væggelus kommer typisk ind i hjemmet via rejsebagage, når man vender hjem fra ferie.
Voksne væggelus er brune og har ovale, flade kroppe på størrelse med en æblekerne. Når de har suget blod, svulmer kroppen op og bliver rød. Hunvæggelus lægger i løbet af deres levetid hundredvis af æg på størrelse med støvkorn. Under optimale omstændigheder kan væggelus være fuldtudviklede på under en måned og producere tre eller flere kuld pr. år.
Væggelus kan hverken flyve eller hoppe, men de kan bevæge sig hurtigt hen over gulve, vægge og lofter.
Hvilke skader udretter væggelus?
Væggelus suger blod fra mennesker, primært om natten, hvor de kommer ud fra deres gemmesteder og bider, mens du sover. Det tager mellem tre og ti minutter for dem at fylde sig med blod, hvorefter de kravler tilbage til deres skjul i hovedgærdet, sengerammens samlinger, madrassens udvendige syninger eller andre gemmesteder tæt på sengen. En voksen væggelus skal helst have føde hvert 4. døgn.
Biddene bliver til kløende, hævede plamager, som godt kan ligne bid fra andre insekter. Det er dog svært at bestemme, om der er tale om bid fra væggelus eller f.eks. fnatmider, da personer reagerer forskelligt på væggelusens bid.
Hvordan opdager jeg væggelus?
Ud over kløende, hævede plamager på kroppen fra væggelusens bid, er følgende et tegn på, at du har ubudne gæster i soveværelset:
- Synlige spor i form af blodpletter på lagen og hovedpuder
- Mørke eller rustfarvede pletter af afføring fra væggelus på lagner, madrasser, sengetøj og vægge
- Efterladenskaber i form af æggeskaller eller afstødt ham
Da væggelus og deres efterladenskaber er meget små, er det en god idé at tage en lommelygte med UV lys, et forstørrelsesglas og et gammelt kreditkort til hjælp, når man skal tjekke for væggelus.
Lygten hjælper dig til at finde dyr og spor, forstørrelsesglasset giver dig mulighed for at studere dem nærmere, og kreditkortet bruges til at skrabe og kradse i revne og sprækker. Brug gerne gummihandsker for at beskytte hænderne.
Du kan også sætte en væggelusfælde op. Den er ikke lavet til at udrydde væggelusene men kan bruges til at fange dem med og dermed bevise, at de er der. Hvis du er usikker på, om de tegn, du har fundet, virkelig er væggelus, bør du tilkalde en skadedyrsekspert.
Væggelus gemmer sig typisk følgende steder:
- Sømme, folder og vaskemærker på topmadrasser, boksmadrasser, sofaer og andre møbler
- Sengetøj, puder og sengetæpper
- Revner og sprækker i sengerammer, kommoder og træmøbler, gips og andre overflader
- Gardiner og andre tekstiler
- Tøj
- Bag paneler
- Under gulvtæpper
- I stikkontakter
- Inde i skruehoveder
- I spejle, billeder og anden vægdekoration
- Bamser og andre tøjdyr
- Ting, som ligger under sengen
- Elektriske apparater
- Skabe og klædeskabe
- I bøger
Hvis der ikke er nogen synlige spor, men du kan nikke ja til en eller flere af følgende udsagn, er det meget sandsynligt, at du har væggelus:
- Jeg eller en i familien har været ude at rejse/overnattet ude inden for de sidste par måneder eller haft overnattende gæster
- Det er hovedsageligt kvindelige beboere, som bliver bidt
- Biddene sker om natten
- Det er hovedsageligt legemsdele, som ligger uden for dynen, der bliver bidt
Hvad gør jeg, hvis jeg har væggelus?
Når man skal af med væggelus, kan det være en mulighed at starte med at gøre rent på deres levesteder, men det er nødvendigt med kemisk kontrol for at slippe helt af med dem.
- Rens sengetøj, lagner, gardiner og tøj og tør det på tørretumblerens højeste indstilling.
- Læg tøjdyr, sko og andet, som ikke tåler vask, i tørretumbleren og kør det på høj varme i 30 minutter.
- Brug en stiv børste til at skrubbe madrassømmene for at fjerne væggelus og æg, støvsug derefter.
- Støvsug seng og soveværelse grundigt. Efter støvsugning fjernes støvsugerposen og puttes i en plasticpose, som lukkes og smides i en udendørs skraldespand.
- Omslut topmadras og madras med et tætvævet beskyttelseslagen, som kan lynes hele vejen rundt, for at undgå at væggelus kommer ind eller ud. De kan leve op til et år uden føde, så behold beskyttelseslagnet på i minimum et år for at sikre dig, at alle væggelusene er døde.
- Hvis du i stedet vælger at smide madrassen ud og anskaffe en ny, skal du sikre dig, at resten af hjemmet er fri for væggelus, hvis du vil undgå angreb på din nye madras.
- Reparer eventuelle huller i gipsvægge og lim løst tapet fast, så væggelusene ikke kan gemme sig.
- Fjern tøj og genstande fra gulvet omkring sengen.
Rengøring og oprydning kan ikke stå alene, hvis du vil slippe af med væggelusene. Der skal kemisk behandling til. Der findes gør-det-selv-midler på markedet mod væggelus, men ofte kommer man ikke i bund med udryddelsen og kan risikere, at man ved forkert brug af midlerne får væggelusene til også at søge ind til naboerne.
Generelt er den sikreste og mest effektive måde at slippe af med væggelus på at få en erfaren og professionel skadedyrskonsulent ud og behandle hjemmet.